Lidt som After Eight. Og alligevel helt sin egen. Nice cream er fantastisk nem at lave og virkelig lækker er den her bananis med chokolade og pebermynte!
Når du har frosne bananer i fryseren, kan du altid lave en hurtig (og sund!) hjemmelavet is. (Nice cream er det smarte ord for det. Her i huset hedder det bare bananis.) Jeg køber næsten altid dato-bananer, når jeg ser dem – altså bananer, der er sat ned i pris, fordi de er brune og har pletter. Så fryser jeg dem ned, så jeg kan lave is i løbet af 5 minutter. Især i perioder, hvor jeg gerne vil spare på sukker, er det en fantastisk hverdagsluksus.
Nice cream – Is med chokolade og pebermynte
Til 4 portioner.
- 4-6 (meget) modne bananer (ca. 400 g.)
- 1-2 spsk. kakaopulver
- 100 g hakket mørk chokolade (jeg bruger 70 %)
- 1-2 dråber pebermynteolie (ikke essens) eller 1 tsk. pebermyntepulver
Skær de modne banener i stykker og frys dem. De skal fryse i mindst 3 timer – afhængig af din fryser selvfølgelig.
Blend de frosne bananer med kakao og pebermynte. Hvis bananstykkerne er dybfrosne, skal de måske tøs lidt op, for at blenderen eller foodprocessoren kan klare det. Du kan også tilsætte lidt væske (fx vand, rismælk, fløde eller hvad du foretrækker at bruge), hvis det er svært at blende. Når det er blendet til en ensartet frossen masse, vender du den hakkede chokolade i.
Vil du have max hverdagsluksus, kan du toppe isen med lidt flødeskum. Så bliver den ikke bedre!
Nyd din hverdag, isen og solen!
Anna
Hej, hvad er grunden til, at man bruger pebermynteolie og ikke essens? Jeg kan kun finde essens.
Rosa F. Jensen, Personlig Assistent for Karina Baagø
Hej Anna
Pebermynteolien er ren og dermed mere kraftig og intens i smagen ved 1-2 dråber. Hvis du bruger essens vil du skulle tilsætte en del mere og dermed få en anden konsistens. Pebermynte olie kan købes hos bl.a. Matas og i helsekost forretninger