Glutenfri cupcakes med kakaofrosting er en klar vinder på kagebordet!
Og med lidt fantasi og kreativitet kan du pynte dem, så hverken børn eller voksne vil kunne modstå dem!
Glutenfri cupcakes – det skal du bruge
- 125 g blødgjort smør
- 2 dl sukker
- 2 æg
- 2 dl yoghurt naturel eller et andet surmælksprodukt
- 2 dl rismel, fuldkornsrismel eller sorghum-mel
- 1½ dl havremel
- 1 dl kakao
- 2 tsk bagepulver
- 1 tsk vaniljesukker
Det skal du bruge til frosting:
- 100 g Philadelphia flødeost (Philadelphia holder formen bedre end andre mærker)
- 50 g blødt smør
- 350 g flormelis
- 4 spsk kakao
- ca. 1 spsk vand
Sådan gør du
Pisk smør og sukker luftigt med en håndmixer.
Rør derefter et æg i ad gangen og dernæst yoghurt.
Tilsæt resten af ingredienserne til dejen og pisk det sammen.
Fyld muffinforme med dej næsten op til kanten.
Bag dem i ca. 20-25 min ved 175 grader varmluft.
På billedet har jeg bagt minimuffins. Bagetiden er beregnet til almindelige muffins, så sænk bagetiden, hvis du også bager de små muffins.
Lav frostingen imens dine muffins bager ved at røre smør og Philadelphia sammen med en håndmixer. Tilsæt kakao og flormelis og pisk til cremen er glat.
Hvis frostingen er for tyk i konsistensen, kan du tilsætte lidt vand, indtil den har den ønskede konsistens.
Glutenfri kagepynt
Når dine muffins er kølet af, pyntes de med frosting.
Bruger du andet end frosting, skal du være opmærksom på at krymmel og kagepynt kan indeholde gluten.
Bag opskriften…
Opskriften er udviklet af Karina Baagø, der siden 2016 har arbejdet professionelt med glutenfri bagning og opskriftudvikling.
Karina har udviklet Strukturmetoden® til glutenfrit brød og udgivet bogen Knæk Koden til Glutenfrit Brød.
Udover sin baggrund i ernæring og sundhed, har Karina et stort kendskab til livet med glutenfri mad, da hun lever selv glutenfrit og er mor til et glutenintolerant barn.
Kunne du lide opskriften på glutenfri cupcakes?
Så vil du måske også kunne lide…
- [Opskrift] Glutenfri citronmåne
- [Brevkasse] Skal hele familien spise glutenfrit?
- [Medlemsklub] Karina glutenfrie medlemsklub, hvor du hver måned modtager nye opskrifter
Birgitte
Vil glæde mig til at afprøve opskrifterne
Karina Baagø
Dejligt! God fornøjelde! 🙂
Kh Karina
Ane
Hej Karina – de ser vildt lækre ud. Jeg skal bage dem til nogle børn, der heller ikke må få havre (endnu). Kan jeg erstatte havremel med noget andet? Vh Ane
Karina Baagø
Hej Ane
Beklager mit sene svar! Du kan bytte havremel ud med fuldkornsrismel – børnene vil elske dem alligevel! God fornøjelse! 🙂
Kh Karina
Mette Marie Hansen
Hej Karina – sikke nogle flotte mini muffins.
Hvis man bruger alm. størrelse muffinsforme, hvor mange får man ca. ud af opskriften?
Skal der mere mel i hvis man undlader kakao og fx. laver en vanilje variant?
Vh Mette Marie
Rosa F. Jensen, Personlig Assistent for Karina Baagø
Hej Met.te
Der bliver ca. 12 styks i almindelige muffinforme.
Jeg ville ikke putte mere mel i, men bare undlade kakaoen, hvis du vil lave en vanilje variant.
Rigtig god fornøjelse