Jeg elsker sommeren og alle dens dufte og smage! Min yndlings morgenmad lige for tiden er de her lækre glutenfrie brunchpandekager. De er lette og søde og har den dejligste smag af hyldeblomst og sommer.
I weekenden spiste vi dem til morgenmad i haven imens solen bagte og temperaturen sneg sig langt op over 25 grader. Det er den danske sommer, når den er bedst!
Glutenfrie brunchpandekager med havre og hyldeblomst
Ca. 30 små pandekager. Passer til 4 personer som eneste morgenmad. Halver opskriften, hvis du serverer andet eller spis resterne kolde som mellemmåltid eller i madpakken.
- 2,5 dl havremel
- 1,5 dl havreklid (alternativt havregryn)
- 1 dl rismel (hvedemel kan bruges, hvis du ikke ønsker dem glutenfrie)
- 1 tsk. salt
- 3 tsk. bagepulver
- 3 tsk. vanillesukker
- 1 spsk. rørsukker
- 4 mosede bananer (det er vigtigt, at de er helt modne – gerne overmodne!)
- 50 g smeltet smør (evt. laktosefri smør)
- 2 æg
- 5 dl rismælk (eller alm. mælk)
- Ca. 10 hyldeblomstkviste
Pisk mælk, smør og æg sammen og tilsæt alle tørre ingredienser og til sidst de mosede bananer.
Læg små klatter dej på en pande og bag dem ved middel varme. Læg en hyldeblomst i hver pandekageklat og vend dem, så hyldeblomsterne bliver bagt ind i pandekagen.
Pandekagerne bliver lidt havregrøds-agtige, hvis du følger opskriften. Jeg kan godt lide at de har lidt fylde og havren gør, at de kan spises som eneste morgenmad. Hvis du gerne vil have dem lidt mindre grove, kan havreklid skiftes ud med rismel eller hvedemel.
Velbekomme!
Skriv et svar