Low FODMAP aftensmad kan være uoverskueligt, fordi du må sortere kraftigt i den mad, du plejer at spise. Og når du så har gjort det, ender du nemt med smagsløst mad, fordi du plejer at bruge løg eller hvidløg til at give smag.
Sådan var det i hvert fald for mig starten. Indtil jeg lærte at bruge andre smagsgivere end løg og hvidløg i maden.
Jeg tror, at den danske tradition for fars er en af grundene til, at low FODMAP er så stor en mundfuld for os. Vi spiser frikadeller, farsbrød, kødsovs og lasagne flere gange om ugen og det smager bare ikke af noget uden løg! Eller hvad? Her er et af mine beviser på det modsatte.
Low FODMAP aftensmad – frikadellespyd og hirsesalat
Glutenfri, mælke- og laktosefri, low FOMDAP.
Aftensmad til 4 personer.
- 500 g svine- eller kyllingefars
- 1 æg
- 75 g squash
- 75 g gulerødder
- 50 g soltørrede tomater
- 1 dl glutenfri havregryn
- 1 tsk. salt
- 1/2 tsk. friskkværnet peber
- revet skal af 1 øko lime
Riv squash og gulerod og hak de soltørrede tomater fint. Rør alle ingredienser sammen og lad gerne farsen trække en halv time (hvis du har tid og tålmodighed. Det har jeg sjældent, og det kan sagtens spises alligevel).
Form små aflange deller og sæt dem på et grillspyd. Bag dem (med spyd) i ovnen i 20 minutter ved 180 graders varme.
I mellemtiden skal der laves salat med hirse. Start med at koge hirsen, som der står på pakken. Imens det koger, vasker du gulerødder og salat og rører dressingen sammen. Skær gulerødderne i “mønter”.
- 1 dl hel hirse
- 3-4 gulerødder
- 75 g feldsalat (eller anden grøn salat fx ruccola eller iceberg i sæson)
Dressing:
- saft af 1/2 lime
- 2 spsk. olivenolie
- 1 spsk. sojasovs
- 1 spsk. ahornsirup
- et drys salt og peber
Lad hirsen køle lidt af, inden du blander den med dressing og gulerødder. Den må gerne være lun ved serveringen, men ikke så varm at salaten falder sammen.
Server frikadellespyd med den lune hirsesalat. Velbekomme!
Og her er et par andre opskrifter på low FODMAP aftensmad, som jeg synes du lige skal se…
Efterårssalat med hokkaido (low FODMAP)
Skriv et svar