Det er noget, du skal vide om Glutenfri rugbrød, hvis du spiser det til dagligt
Færdiglavede glutenfrie rugbrød fra fx Lagkagehuset, Rema 1000, Meny og bagere er sjældent gode nok som din daglig kost!
Jeg er ked af at sige det. Men det er sandheden.
(Jeg nævner nogle specifikke butikker, fordi jeg ved, at mange af jer, der læser med, køber jeres glutenfri rugbrød her. Det er vigtigt for mig at sige, at jeg på ingen måde har til hensigt at skrive dårligt om hverken brødet eller butikkerne eller at hænge nogen ud – hverken producenter eller butikker. Jeg hilser alle glutenfrie tiltag hjertelig velkommen! Men der er brug for oplysning om, hvad vores (glutenfrie) mad indeholder og det er udelukkende min hensigt med denne artikel.)
Hvorfor er de glutenfri rugbrød ikke gode nok?
Mange af de glutenfrie rugbrød (som i øvrigt smager rigtig godt!) er lavet på renset hvedestivelse. Hvedemel, der er gennemgået en forarbejdning for at fjerne glutenproteinet i kornet.
Tænk lige over det.
Er det ikke absurd? At fjerne så stor en del af en råvare i stedet for at bruge en anden råvare, der er fri for gluten fra naturen side og ikke er forarbejdet.
Hvad sker der, nar vi renser gluten fra hveden og laver glutenfri hvedestivelse?
Forarbejdning af alle fødevarer gør, at der næringsstofferne mindskes. Når der laves glutenfri hvedestivelse, er der kun er en minimal mængde næringsstoffer (fibre, vitaminer og mineraler) tilbage i brødet.
Hveden er manipuleret, så den er nem at bruge og smager godt (for så vil vi gerne købe den) – uden at tænke på sundhed overhovedet. Og så opstår problemet, fordi du tænker, at rugbrød er sundt at spise!
Det er ikke kun Glutenfri rugbrød baseret på hvedestivelse, der er næringsfattige. Det er mange andre glutenfrie brød også. Men det afhænger meget af, hvilke råvarer, der er i brødet og hvor meget de er forarbejdede.
Vi får vores næring fra maden
Min holdning til mad er, at det du spiser dagligt eller ofte, skal bidrage med næringsstoffer til kroppen og hjernen (vitaminer, mineraler, fibre, gode fedtstoffer og proteiner). For det er nu engang fra maden, kroppen får sit brændstof!
Du giver jo heller ikke din hund mad hver dag, som du ved, ikke er godt for den. Eller fylder bilen med benzin, som den i virkeligheden ikke kan køre på. Jeg ved, at det er en cliché, men det er bare så rigtigt.
Er rugbrød så overhovedet sundt længere?
Det kommer helt an på, hvad dit “rugbrød” er lavet af. Hvis det er et traditionelt rugbrød med masser af rug og fundkorn, så er det rigtig sundt at spise hver dag.
Men indeholder dit rugbrød ikke rug – som glutenfri rugbrød jo ikke gør – eller andet fuldkorn, så er det måske en helt anden sag…
Problemet opstår, når vi skifter vores traditionelle danske fødevarer ud med tilsvarende glutenfrie fødevarer. Fx skifter mange det gode surdejsrugbrød bagt på fuldkornsrugmel med masser af fibre, vitaminer og mineraler, ud med et meget forarbejdet glutenfrit rugbrød, der indeholder minimal næring (ud over kalorier) – og spiser det hver dag til frokost, fordi sådan har vi jo altid gjort.
Men har du overvejet, hvorfor vi altid har spist rugbrød til frokost?
Der er nok flere årsager, men en af dem er, at rugbrød traditionel har en rigtig høj næringsværdi og derfor har været rigtig godt for os at spise som daglig kost.
Er det af samme årsag, du spiser glutenfri rugbrød? Hvis det er, så bør du genoverveje dine vaner og se på, hvad dit Glutenfri rugbrød faktisk indeholder.
Må jeg så aldrig spise glutenfri købe-rugbrød?
Jo da! Vi skal jo også kunne leve i en travl hverdag.
Derfor vil jeg også gerne sige, at jeg nyder, at jeg kan få velsmagende lettilgængelige alternativer, som jeg ikke har det dårligt med at bruge i en snæver vending, når hverdagen brænder på. Selvom jeg ved at næringen ikke er i top.
Jeg bruger ind imellem et frossent bag-selv-rugbrød fra supermarkedet, når jeg ikke lige selv har fået bagt og vi måske er inviteret til frokost hos venner eller familie og skal medbringe brød.
Her vil jeg også gerne have noget lækkert brød, der smager dejligt, som de andre får. Så sådanne dage vægter jeg tilgængeligheden, nemheden og smagen højere end sundheden, som til gengæld får højere prioritet i hverdagene.
Der er altså ikke noget galt i at spise et færdiglavet glutenfrit rugbrød. Du skal bare sætte det i perspektiv og tænke over, hvor stor en del af din kost, det udgør. Min pointe er, at kvaliteten er for dårlig til daglig basis.
Hvilke alternativer er der?
Jeg er helt med på, at de fleste spiser disse rugbrød, fordi det er nemt og et velsmagende brød i en verden, hvor der ikke er uanede muligheder og alternativer.
For mig er alternativet, at jeg bager mit eget brød. Så ved jeg, hvad der er i. Jeg ved, at jeg ikke fylder min krop med noget, den ikke kan bruge. Men at jeg får fuldkorn og brød bagt af økologiske kerner og mel, som gør mig og min krop til den bedste udgave af mig selv.
Kan man købe sundt glutenfri rugbrød?
Ja, det tror jeg godt du kan. Der sker heldigvis rigtig meget på det glutenfrie marked i disse år og der kommer mange nye produkter til.
Mange helsekostbutikker sælger glutenfri rugbrød, som er lavet på rene meltyper og ofte med fuldkorn.
Men du finder også gode rugbrød andre steder – men der er fortsat langt i mellem dem.
Opskriften på mit mest populære glutenfri rugbrød
Her får du opskriften på min mest populære opskrift nogensinde!
Opskriften er fra bogen Knæk Koden til Glutenfrit Brød.
Dette rugbrød er virkelig det bedste hjemmebagte glutenfri rugbrød, jeg har smagt. Og det, der kommer tættest på smagen af ægte rugbrød. Selvom det stadig er et stykke derfra…
Dette skal du bruge
Til 2 rugbrød i 1 liters forme.
- 100 g mørke rosiner eller svesker
- 5 dl kogende vand
- 6 dl kold vand
- 30 g fiberHUSK
- 70 g quinoa
- 120 g sesamfrø
- 120 g solsikkerfrø
- 120 g græskarkerner
- 120 g hørfrø
- 200 g fuldkornsrismel, fuldkornsmajsmel eller sorghummel
- 200 g boghvedemel
- 150 g glutenfri havregryn
- 3 tsk. salt
Sådan gør du
Læg rosiner i blød i kogende vand et par minutter. Rist imens quinoa på en tør og varm pande i ca. 5 minutter.
Blend rosiner og vand til en ensartet masse. Brug blender, stavblender eller foodprocessor. Hæld massen i skålen på din røremaskine og rør derefter koldt vand i og fiberHUSK. Vær sikker på, at fibrene røres rundt, så de ikke klumper sammen. (Du skal IKKE røre fibrene til en tyk snotklat, som jeg anbefaler ved en gærdej!). Tilsæt derefter resten af kernerne og rør et par minutter ved høj hastighed. Lad blandingen trække i ca. 15 minutter.
Bland derefter mel og salt i blandingen og rør den sammen til den er en ensartet masse. Fordel dejen i to rugbrødsforme og prik brødet med en kødnål, så der bliver lufthuller hele vejen ned igennem dejen. Dette er vigtigt for at forhindre store lufthuller under skorpen og et brød, der klasker sammen og bliver ubagt.
Rugbrødet skal bages i 2 timer ved 175 grader varmluft. Efter 1 time og 15 minutter skal du tage brødet ud af formen og lade det bage videre på en rist uden form. Hvis du kan se, at skorpen hæver sig under bagningen, skal du prikke i brødet med kødnålen igen. Hellere prikke en gang for meget end en gang for lidt.
Lad brødet køle af og vent med at skære i det, til det er kølet helt af. Og nyd en friskbagt skive med smør! 🙂
Opbevar rugbrødet på køl. Det kan holde sig en lille uges tid.

Artiklen er skrevet af Karina Baagø, der er professionsbachelor i ernæring og sundhed og siden 2016 arbejdet med rådgivning om glutenfri kost og opskriftudvikling.
Karina holder glutenfri bagekurser, foredrag og hjælper til dagligt mange glutenfrie familier både online og i det virkelige liv.
Kunne du lide artiklen og opskriften? Så vil du også synes om disse:
- [Opskrift] Grove, glutenfrie sandwichbrød
- [Artikel] Dette spiser du i virkeligheden, når du spiser glutenfrit brød!
- [Guide] Glutenfrit Brød
Savner du inspiration til dit glutenfrie brød?
Så tage et kik på opskriftklubben, hvor du får ny inspiration hver måned!
Jeg læste dine bemærkninger om indholdet i køberugbrødene, som jeg for så vidt ikke er uenig i; men jeg ville ikke kunne tåle dit brødforslag. Af delvis ukendte grunde bliver jeg syg af for mange kostfibre, meget syg, blev sendt gennem i kræftpakke, så fiberhypen er ikke for mig.
Kostanbefalingerne er til raske mennesker og damerne bag har øjensynlig glemt, at der på hver side af normalområderne i diverse kostundersøgelser befinder sig 15% af populationen, som henholdsvis ikke tåler så meget som anbefalet eller som har brug for mere end anbefalet.
Hej Bente
Jeg er ked af at høre, du har været så syg, men tænker at det er godt, du har lært, hvad du kan spise for at få det godt og ikke mindst, hvad du skal holde dig fra.
Det jeg skriver her på bloggen er jo ret generelt. Vi er alle forskellige – meget endda, så hvis jeg skulle skrive noget om, hvad vi alle kan tåle, ville jeg slet ikke kunne skrive noget.
Jeg går meget op i, at man skal mærke efter, hvad man selv kan tåle og ikke blot følge en bestemt diæt eller havd andre skriver. Så jeg tager det som et godt tegn, at du kan sortere og se, at du ikke skal bruge min opskrift på rugbrød.
Bedste hilsner
Karina
Jeg bager med mikset fra Rema, men tilsætter enten kogt kartoffel eller revet gulerod og så et skud af forskellige frø/kerner : solsikke, græskar, hørfrø, chiafrø plus en sjat olivenolie. Det giver et ret godt brød – synes jeg.
Hej Hanne
Det lyder som et godt tip! Det kan jeg forestille mig smager rigtig godt. Og giver jo lige lidt mere næring…
Tak for tippet!
Bedste hilsner
Karina
Hej 🙂
DIn opskrift ser spændende ud, og glæder mig til at prøve, men jeg er lidt nysgerrig på, om det mon kan fryses?
Venligst Anne-Sohie
Hej Anne-Sophie
Det kan sagtens fryses. Du kan evt. skære det i skiver, inden du fryser det ned, så du kan tage et par skiver på ad gangen.
Kh Karina
Jeg har til min overraskelse læst på sundhedsstyrelsens hjemmeside, at der er meget cadmium i solsikkekerner. Det er der jo også i hørfrø.
Jeg har set et færdigbagt grovbrød med ca. 20% solsikkekerner, det synes jeg i det perspektiv er enormt meget.
Er der nogen ser regner på det ift. Glutenfri/Low FODMAP Diet?
Hej Bente
Ja, det lyder godt nok af meget! Jeg tænker i hvert fald, at det er endnu mere grund til at spise varieret og forsøge at skære ned på brød og kerner.
Jeg forstår ikke helt dit sidste spørgsmål med glutenfri/low FODMAP diet…? 🙂
Vh. Karina
Jeg ved heller ikke, hvad der menes. Men hvis man prøver at følge low fodmap er mange rosiner ikke godt.
Hej Anne
Det er helt rigtigt, at der er begrænsninger på rosiner, når man spiser low FODMAP. I opskriften er der 100 g rosiner til 2 hele brød, så der skal spises mange skiver brød, før det reelt bliver et problem. Men man skal selvfølgelig selv mærke efter, hvor ens egen tolerancegrænse går.
Bedste hilsner,
Karina 🙂
Hej Karina! Jeg vil bage “rugbrødet”efter din opskrift, men vil være sikker på om der skal , som i opskriften, ikke skal være gær med i brødet. Vh
Hej Ole
Det er helt rigtigt, der skal ikke gær i. 🙂
Vh. Karina
Hej.
Vil høre om du har et børnevenligt rugbrød hvor der måske kun er solsikke kerner i. Min dreng på 4 står fuldstændig af på alle de kerner og er ved at kaste op+ at han ikke kan tåle hørfrø
Håber på hjælp
Vh. Liv
Hej Liv
Lige nu har jeg desværre ikke en opskrift på rugbrød uden kerner, som ligger tilgængeligt. Men jeg tænker, om du ikke bare skal bage et andet brød til din søn, hvis du helt vil undgå kerner? Sørg blot for at bruge fuldkornsmel (hirseflager, havregryn, fuldkornsmajsmel, fuldkornsrismel (dog ikke for meget), boghvede, quinoa og sorghum er gode og sunde meltyper og flager) i boller eller brød. Så er forskellen jo ikke så stor.
Jeg har to Facebookgrupper, hvor du er velkommen til at søge hjælp, hvis du har lyst. Den ene er en bagegruppe (navn: Glutenfri bageworkshop med Karina Baagø) og den anden er en gruppe for forældre til børn med sarte maver (navn: Børn med sarte maver eller irritabel tyktarm).
Kh Karina
Hej Karina
Det her brød vil jeg bage i morgen. Hvilken størrelse form bruger du? Der er nemlig forskel på rugbrødsforme, har jeg opdaget.
Hej Betina
Beklager jeg først svarer nu! Jeg bruger 2 forme på 1 liter. 🙂
Kh Karina
Hej Karina
Hvor i ovnen sætter du rugbrødet, når du bager det?
Både i form og når det bages uden form?
Venlig hilsen
Helene
Hej Helene
Jeg bager altid på varmluft, så det har ingen betydning, hvor i ovnen brødet er. Men har jeg ikke andet i ovnen, bager jeg det midt i.
Kh Karina
Tak for svar, og forsat god Påske
Hej Karina. Tak for en genial opskrift. Nu savner jeg næsten ikke “rigtigt” brød længere. Det smager helt fantastisk, hvis man lige rister skiverne godt – også selv om de køles ned og skal med til madpakken dagen efter.
Hvor er det bare godt at høre, Lotte! Tusinde tak for din besked!
De bedste hilsner,
Karina
Hej Karina.
Det lyder lækkert. Hvor meget profiber skal man bruge hvis man vil skifte fiberhusk ud med det?
Hej Marie
Pofibre fungerer ikke som fiberHUSK og i gærdej kan du normalt ikke pofibre i stedet for. Måske kan du netop med dette brød få er okay resultat alligevel, fordi brødet har en anden struktur. Men jeg ved simpelthen ikke, hvor meget du skal bruge. En hel del mere…
Bedste hilsner,
Karina
Hej Karina
Vil rigtig gerne bage dit brød men tåler ikke husk, er der et alternativ?Skal jeg bare udelade det?
Har prøver at erstatte husk med pofiber i en bolle opskrift, men jeg synes ikke det var nogen succes.
VH
Hanne
Hej Hanne
Det er ret svært, da en del af brødets base er fiberHUSK. Du kan godt prøve med pofibre, men du skal bruge meget mere (hvor meget har jeg ikke lige et bud på) og mit bud er, at brødet ikke bliver helt som med fiberHUSK… Lad mig vide, hvordan det går, hvis du forsøger. 🙂
Kh Karina
Hej Karina
Kan det passe at der ikke skal bagepulver i og hvornår skal quinoaen i? 🙂
Hej Signe
Ja, det er rigtigt, at der ikke skal bagepulver i. Fibrene gør at rugbrødet hæver en anelse – og det er nok, da rugbrød jo gerne må være lidt mere kompakt end gærdej.
Quinoa skal i sammen med de andre kerner.
Kh Karina
Hej tak for dette flotte indlæg. Jeg købte et produkt fra bageren som jeg bad om at være gluttenfri, og de er sandelig ikke billige. Kommer hjem og se at Der er renset hvedestivelse i, og det er der jeg bliver enormt sur, for det er ikke gluttenfri, på nogen måde. Det eneste de gør er at skulle dem så det meste af proteinerne er væk, til en værdi af 200 ppm så de kan kalde det glutenfri. Problemet er som du selv er inde på at man samtidig vasker næringen ud af brødet. Samtidig så ligger det stadig på et kulhydrat tal pr. 100 gram på lige omkring det halve, og så kan man lige så godt spise et normalt rugbrød, kroppen reagere på samme måde alligevel da det ikke er glutenfrit, og man får langt mere næring ind. Personligt kan jeg ikke forstå hvorfor man skal have lov til at vildlede forbrugerne på den måde.
Hej Mads
Tak for din kommentar og pæne ord!
Ja, der er ikke meget rugbrød over de glutenfrie rugbrød, desværre. Og jeg kan kun være enig – det er meget problematisk, at det, der må kaldes glutenfrit ikke er 100% fri for gluten. Jeg oplever, at flere og flere bliver bevidst om, at de ikke tåler produkter med hvedestivelse, men det er jo super ærgerligt, at man selv skal gøre sig den erfaring.
Kh Karina
Hej Karina,
Jeg har tænkt mig at kaste mig ud i et forsøg på at lave dit rugbrød, men er fødevareintolerant overfor boghvede. Har du en idé om, hvad jeg kan bruge i stedet? På forhånd tak :), Susanne
Hej Susanne
Du kan sagtens skifte boghvedemelet ud. Prøv fx med hirsemel, havremel (men brug lidt mindre), quinoamel, majsmel eller sorghum.
God fornøjelse!
Kh Karina
Hej Karina
Jeg har bagt dit brød en enkelt gang og var meget begejstret! Nu er jeg igang igen, men har lige opdaget, at jeg KUN har havremel og havregryn! Ingen boghvedemel, rismel eller andet glutenfrit mel. Jeg har derfor satset hele butikken på havre og er nu mere end spændt på, hvordan det lige kommer til at gå…..
Dejligt at du blev rigtig god første gang! Håber også det blev fint kun med havre. 🙂
Kh Karina
Din egen opskrift er latterlig. Rosiner, svesker og tørfrugter er særdeles forfærdelige at spise for folk med IBS på FODMAP kur.
Hej Mikkel
Det er fair nok, hvis du ikke bryder dig om min opskrift. Jeg har forskellige slags opskrifter herinde og jeg er helt bevidst om, at jeg ikke kan ramme alle. Vi er jo meget forskellige. Men jeg vil alligevel bede dig om at holde en ordentlig tone! Jeg gør mit arbejde, så godt som jeg kan – og hvis du mener, jeg har lavet en fejl, vil jeg gerne høre om det – på en ordentlig måde og uden at du kalder det latterligt!
Det er helt korrekt, at svesker ikke er low FODMAP. Rosiner er low FODMAP op til 13 g (grøn) og moderat FODMAP op til 18 g (gul). (Du skal tjekke tallene hos Monash University som er hovedkilden til FODMAP diæten). Da opskriften giver to hele rugbrød, er der ingen problemer i begrænsningen i denne opskrift.
Venlige hilsner,
Karina
Hej
Kan man bruge dadler i stedet for rosiner?
/Anja
Tak for en fantastisk opskrift!
Jeg har spist dit brød dagligt gennem et halvt år nu.
Og min mave har det virkelig godt.
Mit næste projekt er at lave rugbrød til mine børn.
Jeg kan se at du tidligere er kommet med anbefalinger.
Det er jeg spændt på at prøve af.
Hej Sine
Hvor dejligt at høre! Både at rugbrødet fungerer for dig og at maven har det bedre!
Held og lykke med næste projekt. 🙂
Bedste hilsner,
Karina
Hej
Lægen vil hjælpe mig ned i vægt. Glutenfrit brød er ok men ikke alle de kerner og nødder (pga fedtet). Der skal være få kalorier i. Er der mange kalorier i det brød du her giver opskrift på?
Hej Katja
Jeg kan desværre ikke give dit et tal på, hvor mange kalorier, der er i brødet pr. skive. Du kan enten selv bruge et program, hvor du taster ingredienserne ind og regner det ud eller du kan tage det med til en diætist, som vil kunne regne det ud for dig.
Pøj pøj med vægttabet!
Kh Karina
REMA 1000’s frosne rugbrødssubstitut indeholder ikke nogen form for hvedestivelse, det fremgår både af pakningen og deres hjemmeside, og har ikke gjort det i et godt stykke tid. Lidt uheldigt at det modsatte fremgår af det ovenstående.
Hej Blokutz
Det er korrekt, at Rema har skiftet deres brød ud, siden jeg skrev dette indlæg, og jeg beklager, hvis det har forvirret dig. Indlægger er skrevet helt generelt om glutenfri købebrød, hvilket jeg også skriver i første afsnit.
God dag!
Vh. Karina
Hej Karina,
Kunne man skifte quinoaen ud med noget andet, f.eks. hel boghvede eller flager (havregryn eller boghvede)?
Det kunne f.eks. også ristes og anvendes i brødet på samme måde?
Vh Mette
Hej Mette
Ja, det vil du sagtens kunne. Jeg bruger selv hvad jeg lige har af kerner i skabet. 🙂
Bedste hilsner,
Karina
Hej Karina
Jeg bagte brødet i sidste uge. Det smager FANTASTISK!
Tusind tak for den gode opskrift.
Jeg halverede portionen og bagte kun et enkelt rugbrød (bagte først ved 175 grader, efter 30 min. ved 150 grader, og tog det ud 15 min. tidligere) – det fungerede!
Jeg havde hverken fuldkornsrismel, fuldkornsmajsmel eller boghvedemel så jeg brugte en blanding af alm. majsmel og Nettos økologiske “Basis melblanding glutenfri”. Nu ved jeg jo ikke, hvordan det smager efter din eksakte opskrift, men jeg blev i hvert fald ikke skuffet over min egen justering 😉
Jeg skal i gang med endnu en portion nu – denne gang 2 brød, og så skal det ene fryses ned i skiver.
Hej Rebecca
Tusinde tak for din kommentar! Dejligt at høre, du har fundet en udgave af rugbrødet, som passer til dig og de ingredienser, du havde! 🙂
God fornøjelse med bagningen igen. Herhjemme er rugbrødet også et hit, som altid ligger i fryseren.
Kh Karina
Hej
Tak for gode tip.
Jeg har en dreng der skal prøve undgå hvede og mælk i en periode, men han må gerne få spelt. Kan dette brød bages, hvor der tilføjes spelt og fjerner noget af hveden?
Hej Louise
Boghvede og hvede er slet ikke det samme. Boghvede er helt glutenfri og har intet med hvedemel at gøre. 🙂
Hvis du gerne vil bruge speltmel, kan du fint skifte noget af boghveden (eller rismel) ud med spelt.
Spørg endelig igen, hvis du har flere spørgsmål. 🙂
Kh Karina
Hej Karina
Spændende opskrift som jeg vil glæde mig til at afprøve. Iflg. diætist’ og hjerteforeningens anbefalinger må rugbrød max indeholde 7 g fedt/100 gr. Det rugbrød vi kan købe i fx. Rema indeholder 15 g/100 gr.
Hvor mange grad fedt indholder rugbrødet i din opskrift mon ?
Hej Jytte
Dejligt, at du har fundet opskriften. 🙂
Jeg har desværre ikke regnet på det, så jeg ved det ikke.
Kh Karina
Hej Karina,
Tak for nogle dejlige opskrifter her på siden. Jeg må lige fortælle, at Rema faktisk har fået et gluten og hvedefrit brød på frost, som ligner rugbrød. Ligesom de de seneste gange jeg har været i butikken også har haft en eller anden type boller uden hvedestivelse. Så selvom hjemmebag topper alt andet, så er det jo gode nyheder!
Mvh Lise
Hej Lise
Tak for din besked – og dejligt, du kan lide opskrifterne!
Jeg ved godt, at Rema har skiftet brødet ud. Så lidt sker der da på markedet! 🙂 Jeg mener nu stadig, at næringsværdien er for lav til dagligt brød i de købte brød fra supermarkederne – også selvom der ikke er hvedestivelse i.
Bedste hilsner,
Karina
Hej Karina
Tusind tak for den gode opskrift på et ordenligt glutenfri rugbrød! I 2 1/2 måned har jeg prøvet diverse glutenfri brødblandinger ( de har en underlig bismag og lugt) og også brødet fra lagkagehuset. Sidstnævnte smagte godt, men hvis der ikke er ordenligt næring i, er det jo ligemeget. Dit brød smager dejligt og det er nemt at bage. Jeg havde dog ikke boghvedemel, men brugte istedet quinoamel og kokusfibermel, hvilket også var fint.
Hej Betina
Jeg er glad for at høre, du kan lide rugbrødet og også har fået noget ud af at læse blogindlægget.
Som jeg skriver, er det jo altid en afvejning. Der er ikke noget i vejen for at spise Lagkagehuset glutenfrie rugbrød ind imellem – man skal bare være klar over, hvad man spiser – for det er langt fra almindeligt rugbrød. 🙂
Dejligt, at brødet blev godt med det, du lige havde i skabet.
Kh Karina
Hej ..
Vil lige høre,
Kan jeg lade være med at tilsætte rosiner eller svesker ?
Mvh
Susanne
Hej Susanne
Svesker og rosiner er det, der danner basen for dette “rugbrød”. De giver den dybe smag, som får det til at minde om rugbrød. Jeg vil derfor ikke anbefale dig at undlade svesker eller rosiner, men i stedet bruge en anden opskrift.
Kh Karina
Hej.
Det er dejligt med en gør-det-selv opskrift, den glæder jeg mig til at prøve. Kan man komme noget andet end rosiner i eller undlade det, hvis man ikke vil have brødet bliver sødt?
Er du opmærksom på, at Rema har skiftet deres glutenfri softkernebrød ud med en variant uden hvedestivelse?
Vh Trine
Hej Tine
Rosiner eller svesker er det, der danner basen i dette brød – og det, der giver dybde til smagen, så det minder om rugbrød. Så jeg ville nok forsøge med et helt andet brød, hvis du ikke vil ave svesker eller rosiner i. Svesker bliver en anelse mindre sødt end rosiner, men brødet får ikke smag af hverken svesker eller rosiner (med mindre man er MEGET sart med smagen af dem ;-)).
Jeg håber, du har lyst til at give brødet et forsøg. 🙂
Kh Karina
PS. Ja, jeg ved godt, at Rema har fået en andet rugbrød. Det er selvfølgelig positiv, at de ikke længere bruger hvedestivelse, men min holdning er dog stadig den samme: at der er for lidt næring i til dagligt brød. 🙂
Hej Karina,
Tusind tak for den gode opskrift og for oplysninger, faktisk den lange ingredienser liste af glutenfrit brød fra butikker, beroligede mig aldrig.
Jeg er ked af, at en naturlig glutenfri brød endnu ikke findes, så vi er nødt til at bruge ekstra tid i køkkenet.
Jeg vil gerne spørge dig om havregryn der står på opskriften, indeholder det gluten ikke? Eller måske du mener glutenfri? Med hvad kan det erstattes?
Mvh, Jela
Hej Jela
Tak for din kommentar og søde ord. 🙂
Havregryn skal være mærket med “glutenfri”, hvis du ikke tåler gluten. Der er rester af gluten i de almindelige havregryn. Alternativt kan du erstatte dem med hirseflager, boghvedeflager eller quinoaflager.
Kh Karina
Mange tak Karina!
Tak for et så lækkert rugbrød dejligt med et rugbrød der ser og smager som rugbrød .
Velbekomme Birggitte! Jeg er rigtig glad for, at du kan lide opskriften! 🙂
Bedste hilsner,
Karina
Hej
Jeg har lige sat rugbrødet i oven og glæder vi os til at smage det.
Min søn har også diabetes, har du nogen ide om hvor mange kulhydrater brødet indholder pr 100 gram.
Bedste Hilsner Louise
Hej Louise
Det lyder dejligt! 🙂 Jeg kender desværre ikke kulhydratindholdet i brødet.
Kh Karina
Helt fint, vi prøver os frem. Det smager virkelig godt, det er ikke sidste gang jeg bager det
Hej Karina
Tak for den gode opskrift på rugbrød OG mange andre gode opskrifter og råd. Jeg har et spørgsmål: På pakken med quinoafrø står, at de skal skylles først. Kan man undlade det og nøjes med at riste dem på panden?
Hej Lisbeth
Ja, du kan undlade at skylle quinoafrøene, når de bliver ristet på panden. De skal skyldes eller ristet, fordi de har et højt indhold af bitterstoffer.
Kh Karina
Tusind tak Karina
De ristede quinoafrø dufter og smager helt fantastisk i sig selv.
God efterårsferie
kh Lisbeth
Kære Karina
Jeg skal prøve dit brød i morgen, men er i tvivl om man blot rister de friske quinoa eller om de skal koges først?
Bh Tina
Hej Tina
Ja, du skal blot riste quinoa. De skal ikke koges først. 🙂
Kh Karina
Kære Karina
Tak for al din inspiration i den glutenfrie verden.
Jeg vil gerne bruge din rugbrøds opskrift, men har kun een stor rugbrødsform – den med belægning fra Eva Trio – vil det mon gå at komme hele portionen i den?
mvh
Dorthe
Hej Dorthe
Ja, den kan du sagtens bruge. Måske skal du give brødet lidt længere tid i ovnen (10-15 minutter). Hvis du har for meget dej til formen, kan du forme rugbrødsboller af resten. God fornøjelse!
Kh Karina
Kære Karina.
Tak for alle ressourcerne her på din side.
Jeg har udover cøliaki også SIBO.
Og skal undlade tørret frugt.
Kan du foreslå mig andet end rosiner eller svesker i brødet?
På forhånd tak for svar,
Mvh. Camilla.
Selv tak, Camilla! Jeg er glad for, du kan bruge siden. 🙂
Rosiner/ svesker er basen i dette brød, så jeg kan desværre ikke rigtig anbefale noget andet end tørret frugt, da det så vil blive et helt andet brød. Når du undlader rosiner/svesker står du jo tilbage med ingredienser, som kunne være i et “hvidt brød” bare med mange kerner. Derfor ville jeg gå efter sådan en opskrift i stedet for, fx sandwichbrødene som du kan finde her: https://www.karinabaagoe.dk/glutenfri-sandwichbroed/
Kh Karina
Ris og majs består jo af rigtig store mængder stivelse, som jeg i kosten gerne minimere indtaget af, men hvordan er det med stivelse når det er som mel?
Og hvis det forsat er med meget stivelse kunne det så evt. erstattes af kikærtemel?
Tak for gode og udførlige opskrifter.
Hej Shea-Noa
Du kan sagtens erstatte noget af stivelse med kikærtemel. Du vil få en knap så blød krumme, men det er bestemt en mulighed. Prøv dig endelig lidt frem med meltyperne. 🙂
Bedste hilsner,
Karina
Er det den gule eller grønne fiber husk du bruger til din brød.
Hej Rikke
Jeg bruger altid den gule fiberHUSK – det er den bedste til bagning.
Kh Karina 🙂
Hej Karina. Jeg vil bare sige tak for opskriften. Fik konstateret cøliaki da jeg var 37, så jeg kan sagtens huske hvordan lækkert brød smager. Jeg elsker det her brød! Og nu savner jeg faktisk ikke rugbrød mere 🙂
Vh Marlene
Hej og tak for en inspirerende hjemmeside 🙂 Jeg har netop bagt to rugbrød, og jeg må sige, at det er den bedste opskrift til dags dato. Jeg har prøvet alverdens glutenfri brød opskrifter, men denne her skiller sig ud. Super lækkert rugbrød! Jeg kommer til at bage dem om og om igen.
Mvh. Camilla
Hej Camilla
Det er jeg rigtig glad for at høre! Dejligt at kunne bidrage med godt glutenfrit brød!
Bedste hilsner,
Karina 🙂
Hej Karina
Jeg er helt enig med Camilla
Det er den bedste opskrift til dags dato. Super lækkert rugbrød! Og min mand, som ikke er på glutenfri kost elsker det. Jeg bager brødet reguleret, skærer i stykker og fryser ned.
Tak for det!
Tusinde tak for din søde besked, Izabella! Det er jeg rigtig glad for at høre! 🙂
Hej
Du bruger meget fiber husk, men jeg har nogle loppefrøslakker stående, kan jeg bruge dem, hvis jeg kværner dem fint i en kaffekværn?
Tusind tak for masser af inspiration
Mange hilsener Silicia
Hej Silicia
Beklager mit meget sene svar!
Til rugbrødet kan du godt gøre det. Hvis du vil gøre det med gærdej (Strukturmetoden), skal du være opmærksom på, at at loppefrøskaller (af andre mærker end fiberHUSK), giver en mindre stabil struktur i dejen og derfor kan de lidt nemmere falde sammen, blive mere tøre eller få en anden konsistens. Men gør endelig et forsøg og gør dig nogle erfaringer – måske virker det fint i dit køkken. 🙂
Kh Karina
Glæder mig til at prøve og bage rugbrødet en af dagene. Vil dog hører om man kan hakke kernerne lidt, da jeg har lidt svært ved at optage/omdanne dem i maven?
Hej Jette
Det kan du godt. 🙂
Kh Karina
Kære Karina
Gennem flere har jeg ikke kunnet tåle hverken gluten eller hvedestivelse og har i den tid derfor bagt alt mit glutenfri brød selv. Det kræver omstilling og er en lang rejse hvor ny viden og inspiration er en evig følgesvend.
Så fandt jeg din hjemmeside og har lige bagt dit “rugbrød” og dine pitabrød – jeg kunne næsten græde af glæde – du har taget den glutenfri bagning til nye højder – tusind tak for at du deler din viden. Jeg skal straks købe din bog også.
Da al min kost er økologisk har jeg anvendt Urtekrams loppefrøskaller i stedet for FiberHusk. Jeg har eksperimenteret m doseringen: 1 gram loppefrøskaller = 1 gram FiberHusk, 2 spsk loppefrøskaller = 1 spsk FiberHusk – det fungerer godt.
Hvis du har kendskab til en økoligisk udgave af FiberHusk, må du gerne poste info.
Mange hilsner
Anja
Dit rugbrød smager fantastisk. Har du mon et bud på, hvor længe det skal bage, hvis man vil lave det som minirugbrød/skolerugbrød?
Dette rugbrød er fantastisk og lige hvad jeg har haft brug her i USA. Da jeg ikke har en varmlufts ovn har jeg fundet at brødet ska bage mindst 30 minuts længere. Et spørgsmål som jeg har er; du skriver at dette ikke er for daglig spisen, hvorfor det? Er det kun baseret på mængden af frø, eller er der en dybere grund? Jeg spiser det mindst en gang om dagen, da jeg har fundet at det giver en fod mætheds følelse og er bedre end mine daglige protein drik. At jeg kan 100% kontrollere/vide hvad der er i er kun en bonus.
Hej Claus
Dejligt at høre, du er glad for opskriften! Den er også en favorit herhjemme. 🙂
Det er køberugbrød, som jeg ikke anbefaler som basiskost – ikke det hjemmelavede.
God fornøjelse med bagningen!
Kh Karina
Der er ikke rigtig gode alternativer til færdigbagte og frosne rugbrød. Rema 1000, som du kritiserer, sælger et godt frossent rugbrød, som – så vidt jeg husker – er produceret i Sverige. Brødet er bagt af gode korn råvarer, som ikke er hirse, ris eller boghvede. Det koster 25 kroner. Hvis ikke man bager selv, er der ikke rigtig gode produkter på markedet, der bruger glutenfrie kornprodukter som også er økologiske. Desværre er brødet fra Rema 1000 ikke økologisk. Men køberne er ofte glutenallergikere. Så jeg forstår ikke rigtig din kommentar om, at der kommer flere og flere gode rugbrødsprodukter på markedet. Tyskland har nogle gode produkter, som mange danskere køber.
Kære Paul
Det er ved at være nogle år siden, jeg skrev indlægget og derfor trænger det muligvis til en opdatering, da butikkerne ændrer deres produkter med mellemrum…
Jeg er ganske enig med dig i, at det er svært at finde gode glutenfrie brød i butikkerne – hvilket også er det, jeg forsøger at få frem i artiklen. Men derfor synes jeg stadig, at der er sket rigtig meget de sidste 5 år, og at der helt sikkert er kommet flere og bedre brød i butikkerne! Men det er ikke det samme som at jeg ikke kunne ønske mig endnu bedre brød.
KH Karina