Vi har fået os en ny basisopskrift. En af dem vi laver igen og igen, fordi den er blevet en del af “husets faste sortiment”. Det er lækre, og meget mættende, glutenfrie grøntsagsfladbrød, som vi spiser til morgenmad, som supplement til frokosten eller som et af de mellemmåltider, der skal gå hurtigt, men også skal mætte.
Fladbrødet mætter rigtig længe og holder blodsukkeret stabilt, og det er helt sikkert en af de væsentligste grunde til, at jeg er blevet rigtig glad for det. Og så er det nemt at bage i forhold til andet glutenfrit brød og fedt at have en sund buffer i fryseren!
Glutenfri fladbrød med nødder og grøntsager
Glutenfri, Mælke- og laktosefri, Low Fodmap.
- 2-3 dl fintrevede grøntsager (eller pulp fra juicemaskine) efter smag, fx gulerod, broccoli, æble, blomkål, rødbede, pastinak… (til low fodmap udgave bruger jeg gulerod, squash og pastinak)
- 1 dl blendet hasselnødder, mandler eller valnødder (brug valnødder eller solsikkekerner for low fodmap version)
- 1/2 dl blendet solsikkekerner
- 2 æg
- 1/2 dl olivenolie
- 1/2 tsk. salt
- Evt. 1/2 tsk. cayennepeber, gurkemeje, spidskommen eller andet krydderi til variation
Alle ingredienser skal røres sammen med en ske og så blot sættes på en bageplade i klatter. Klatterne flader jeg ud med fingrene eller med en våd ske – lav størrelsen efter smag og behag, og hvad du tænker at bruge dem til. Vi laver dem små og bruger dem som hapsere eller som brød med pålæg. Eller større og bruger dem som hotdogbrød eller ruller med grønt.
Så skal de bages i varmluft ved 190 grader i 15-20 min. Når de bliver brune i kanten, er de færdige.
Velbekomme og glæd dig til et sund måltid, der giver dig god energi! 🙂
De er så lækre, tusind tak for delingen. Hvordan opbevares de bedst, og hvor længe?
Velbekomme Cat! Dejligt du kan lide dem. 🙂
Jeg opbevarer dem i køleskab og her kan de holdes sig ca. 5 dage. Alternativt kan du fryse dem.
Kh Karina
Hej er det muliget at lave dem uden æg, da jeg ikke tåler det ?
Hej Gert
Nej, det tror jeg ikke det er. Æg er det, der holder dem sammen og en ret stor bastanddel af fladbrøddet. Jeg tror desværre du må kikke efter en anden opskrift. 🙂
Kh Karina