Mega sjove og lækre bananis! Eller pingviner… 🙂
Vi har holdt 4 års fødselsdag, og fødselaren havde ønsket risengrød som festmåltid, når børnehaven kom på besøg. Og risengrød med kanel, smørklat og rød saftevand faldt heldigvis i god smag blandt børnene. Til dessert faldt valget på de her skønne, kolde bananpingviner i form af bananis med chokolade. Og det er jo ovenikøbet en sund dessert og et godt alternativ til en børnefødselsdag, så moren var også glad. 🙂
Kolde bananpingviner – bananis med chokolade
Til 12 bananis skal du bruge:
- 6 modne bananer
- 150 g mørk chokolade
- 18 røde eller orange chokoladeknapper
- 24 spiselige øjne
- 12 ispinde
Start med at gøre alle delene klar. Chokoladeknapperne skæres i halve. Bananerne skrælles og skæres i halve. Chokoladen hakkes og smeltes, og så er du klar til at starte.
Vi gjorde os den erfaring, at det er smartest at sætte ispinden i bananen først. Hvis bananen knækker, kan du nemlig skifte den ud, inden den har fået øjne mm.
Når bananerne har fået ispinde på, skal spidsen af bananen dyppes i chokolade, og derefter sættes øjne på og en halv chokoladeknap på som næb. Til sidst limes fødder (halve chokoladeknapper) på med chokolade.
Så skal bananpingvinerne i fryseren i mindst 2 timer. Hvis de har været på frost natten over eller længere, skal de tages op 20-30 min. før de skal spises.
Velbekomme!
Skriv et svar